Executive Capital indgår partnerskab med SD+ ApS – højtspecialiseret konsulenthus inden for teknisk projektledelse i byggebranchen
På rekordtid har konsulentvirksomheden SD+, der specialiserer sig i teknisk projektledelse, cementeret sin position i byggebranchen. Den 16. maj fyldte virksomheden to år og rundede en samlet omsætning på 101,7 mio. kr. Nu sælger de to stiftere 45 pct. af selskabet for et tocifret millionbeløb til kapitalfonden Executive Capital. Målet er at firedoble top- og bundlinje på fem år.
Konsulentfirmaet SD+, der er specialiseret i teknisk projektledelse til bygge- og ejendomsbranchen, og som står for den tekniske projektledelse af nogle af Danmarks største og mest komplekse byggerier så som Nordhavnstunnellen, kunne den 16. maj både fejre toårs-jubilæum og en samlet omsætning på 101,7 mio. kr. siden selskabets etablering.
Alene fra de første til de seneste 12 mdr. er omsætningen vokset 83,3 pct. – fra 35,9 mio. kr. i perioden 16/5-24-15/5-251 til 65,8 mio. kr. i perioden 16/5-25 til 15/5-26. Derudover går SD+ nu ind i næste vækstfase med en investering fra den danske kapitalfond Executive Capital, som pr. 18. august køber 45 procent af virksomheden til et tocifret millionbeløb.
Fra Executive Capital indgår de to erhvervsledere Jesper Dalsgaard og Stig Myken som hovedinvestorer i SD+ og bliver dermed en del af selskabets ejerkreds og bestyrelse. Foruden kapitalindsprøjtningen skal de bidrage med strategisk sparring og trække på et bagkatalog af fondens 23 øvrige tunge erhvervsprofiler.
”Vi investerer i SD+, fordi de har en rigtig spændende forretningsmodel og et netværk i branchen, som er på et niveau, man sjældent ser hos virksomheder i den her alder. Derudover er der et enormt skaleringspotentiale, som vi kan hjælpe med at løfte,” siger Stig Myken, der har været medstifter af selskaber som Fullrate, Hiper og Tricent Security Group.
”Jesper Dalsgaard er en stærk brancheprofil, der har været alle de rigtige steder, hvilket gør, at vi kan føle os sikre omkring de valg, vi tager. Samtidig har Stig Myken prøvet at bygge virksomheder op fra bunden og efterfølgende solgt dem, og det er essentielt, at han har taget rejsen før”, siger medstifter og adm. direktør i SD+, Martin Edlund Jensen.
Det er første gang, SD+’s to stiftere Sebastian Dall og Martin Edlund Jensen henter ekstern kapital ind. Målet er at firedoble både top- og bundlinje på fem år ved at ekspandere på tre parametre; geografi, slutkundesegmenter og forretningsområder.
”Vi har hele tiden vidst, at vi skulle styre SD+ som en virksomhed, der på sigt skulle blive stor, og vi er allerede godt på vej, men hvis vi skal skalere vores medarbejderstab og omsætning fra nuværende niveau til en trecifret millionskala, så kræver det, at vi gør det på den rette måde, med de rette kræfter og med den rette kapital. Derfor kommer Executive Capital ind netop nu,” siger Martin Edlund Jensen, adm. direktør i SD+.
”Det første kapitel er skrevet, og nu begynder vores vækstoffensiv for alvor. Vi skal slå flere pæle op rundt om det fundament, vi har bygget, så vi kan vokse endnu hurtigere men stadig stå fast på vores høje kvalitet. Målet er at blive markedsleder som byggebranchens foretrukne og største tekniske konsulenthus, siger Martin Edlund Jensen fra SD+.
Ser potentiale i at løse en stigende brancheudfordring
Kapitalfonden ser også muligheder i, at SD+’s forretningsmodel løser et presserende problem i byggebranchen, hvor en støt stigende del af de samlede byggesummer går til de tekniske installationer men ofte ender med overskredne budgetter og tidsplaner.
”For 25 år siden udgjorde de tekniske installationer 25-30 procent af byggesummen, i dag er det ofte over 50 procent på de store avancerede byggerier. De skjulte installationer bliver mere og mere komplekse og har i dag hundredvis af koordineringspunkter. Derfor er der behov for mere kvalificeret teknisk projektledelse, og SD+ har sort bælte i netop dét,” siger Jesper Dalsgaard fra Executive Capital, som bl.a. har en baggrund fra Mærsk, Rambøll og VKR Holding.
”Vi bliver tit hentet ind som brandslukkere på projekter, der allerede er kørt af sporet, men hvis bygherrerne vil undgå øretæver i første omgang, skal vi involveres langt tidligere i planlægningsfaserne, hvor problemerne typisk kan forebygges. Derfor er det fremover vores ambition at komme ind fra start endnu oftere,” siger Sebastian Dall, medstifter og projektdirektør i SD+.
Foruden bygherrerådgivningen, som er et af de forretningsområder, SD+ og Executive Capital har planer om at styrke, er også nye forretningsben samt geografisk ekspansion tænkt ind i vækstplanen. På slutkundeområdet, hvor SD+ i dag er stærke inden for pharma- og domicilbyggerier, er ambitionen desuden at styrke positionen på segmenter som datacentre, energi og infrastruktur.
”Indtil nu har vi bevidst begrænset os, så vi ikke er halvt gode til fem ting men højspecialiserede i én ting. Vi rører kun ved det, vi virkelig ved noget om. Det har været et klogt valg, men Arla sælger jo heller ikke kun mælk, og der ligger nogle områder i direkte forlængelse af vores kerneydelse, som vi nu skal til at gribe,” siger medstifter og projektdirektør i SD+, Sebastian Dall.
”I dag opererer vi primært på Sjælland, men vi skal også udvide til resten af landet og på sigt til udlandet. Vi har længe haft ambitionen men manglet båndbredden, og den får vi ind netop nu,” siger Sebastian Dall fra SD+.
”Der er et kæmpe potentiale for teknisk projektledelse inden for datacentre samt energi- og infrastruktur. Med de entreprisestørrelser og kompleksiteter vil behovet for teknisk projektledelse kun stige, så lige så snart Energinet åbner op for tilslutningen til elnettet, skal vi op og ride med på den bølge,” siger Sebastian Dall, medstifter og projektdirektør i SD+.
Om SD+
SD+ er en konsulentvirksomhed i byggebranchen, der leverer teknisk projektledelse til nogle af Danmarks største og mest komplekse byggerier, bl.a. Nordhavnstunnellen, flere pharmabyggerier og en række fortrolige projekter for Forsvaret, ligesom de er stærke inden for domicilbyggerier.
SD+ blev etableret den 16. maj 2024 af projektdirektør Sebastian Dall og adm. direktør Martin Edlund Jensen, som tilsammen har 25 års erfaring fra branchen. Begge stiftere har en håndværksmæssig uddannelsesbaggrund og har tidligere drevet deres egne virksomheder, inden de sammen stiftede SD+. Sebastian Dall er oprindeligt uddannet elektriker og har tidligere drevet konsulentvirksomheden SD Consult, mens Martin Edlund Jensen er uddannet tømrer og tidligere har været selvstændig som tømrer og entrepriseleder samt medejer af en række anpartsselskaber inden for bl.a. bogføring og botilbud.
SD+ har i dag 33 ansatte og 16 eksterne konsulenter tilknyttet som underleverandører.
SD+ har hovedkontor i Holbæk og laver i dag teknisk projektledelse inden for fire fagområder; Clean Utilities & Building Utilities (CU & BU), El & bygningsautomatik (El og BMS), Heating, Ventilation & Cooling (HVAC) samt Arbejdsmiljøkoordinering, Sikkerhed & Sundhed (AMK & HSE). På sigt vil selskabet udvide med flere specialiserede fagområder. Læs mere på www.sdplus.dk